Tredje generation af vores betonrecept ser dagens lys!
“For at kunne bevare virksomhedens eksistensberettigelse for fremtiden og videregive Bosch Beton til næste generation er det nu tid til en bæredygtig omstilling.”
Med dette udgangspunkt har Gerard van den Bosch (CEO) og Brechtje van den Beuken (CEO) formuleret deres vision for Bosch Beton for de kommende år. Alt sammen med det mål at være klar til de nyeste teknikker og de nyeste produkter. Med fem skridt fortsættes arbejdet hen imod en ny cementfri generation af støttemure. “Allerede da vi overtog familievirksomheden, stræbte vi efter dette som den ultimative præstation. Det mål skal for længst være indfriet, inden vi går på pension,” ler Brechtje van den Beuken.
Indkøb af råstoffer
Brechtje van den Beuken: “Vi vil ikke nøjes med at give vores kunder sikkerhed for, at de støttemure, de har købt, holder konstruktionsmæssigt i 50-100 år – vi vil også give dem den sikkerhed, at murene nemt kan genanvendes bagefter, fordi vi arbejder med rene råstoffer. Det er også en nødvendighed. I Europa anvender vi hvert år ca. 1 kubikmeter beton pr. indbygger. I betragtning af befolkningstilvæksten kommer dette tal ikke til at falde – men det gør mængden af tilgængelige råstoffer til gengæld.” Beton har gode konstruktionsmæssige egenskaber og er et fantastisk pålideligt byggemateriale med en meget lang levetid. Derfor er det vanskeligt at finde gode alternativer. Cement fremstilles ved opvarmning af bl.a. kalksten i højovne. Det kræver ikke kun enorme mængder energi, men medfører også store CO2-udledninger. Det estimeres, at ca. 8 % af den globale CO2-udledning kan tilskrives cementproduktion. Der er således plads til forbedring!
Hybride mellemvarianter
I de kommende år arbejdes der videre med en mere vidtgående hybridvariant, hvor cementandelen kan nedbringes yderligere. Alt sammen med det endelige mål at kunne producere en cementfri generation som standard. Og den cementfri variant har ifølge Brechtje van den Beuken allerede set dagens lys: “Vi har allerede produceret de første cementfri støttemure af geopolymer. De indgår lige nu i pilotprojekter, hvor vi kan overvåge dem. Der vil i den kommende periode også blive opstartet nye pilotprojekter. Vi er åbne over for kunder og bygherrer, som ønsker at være nyskabende og skabe større bæredygtighed, det være sig i form af pilotprojekter eller andet. Mellemvarianter af specialblandinger, hvor der er anvendt mere bæredygtige tilslagsmaterialer som f.eks. nedknust beton eller asfaltgranulat, hører også til mulighederne hos Bosch Beton og kan allerede nu fås på bestilling.” I de seneste år har Bosch Beton investeret betydeligt i udvidelse af betonblanderiet. Herved er der nu realiseret diverse specialprojekter med en forbedret miljøomkostningsindikator (MKI-værdi).
Konstruktionssikkerhed
Der findes endnu ingen byggestandard for helt cementfri konstruktionsstøttemure. Det vanskeliggør processen. På baggrund af den hollandske betonaftale arbejdes der videre på forudsætningerne for “beton efter ydeevne”. Herved bliver det allerede nu muligt at levere konstruktionsstøttemure af geopolymer til flere projekter. Og det er ifølge Bosch Beton stærkt tiltrængt: “Vi har ikke længere 30 år til at udarbejde alle standarderne. Vi er nødt til at gå mere pragmatisk til værks. Vi må søge efter nye løsninger på baggrund af visioner og entreprenørskab. Men også udvise sund fornuft, når det gælder praktisk gennemførlighed og økonomisk overkommelighed. Sikkerhed kommer naturligvis altid i første række. “På vores eget laboratorium er blandingerne derfor testet udførligt for tryk- og trækstyrke og syrefasthed. Den smule afkald, vi giver på trykstyrken, opvejes til gengæld af en kæmpemæssig CO2-gevinst. Vi kan stå 100 % inde for vores støttemures konstruktionsmæssige styrke og sikkerhed. For når alt kommer til alt, gælder det om at fremstille et bæredygtigt produkt, der udfylder sin funktion længst muligt. Det er jo ikke uden grund, vi giver 20 års garanti på vores produkter!”